Menighedsrådets årsberetning 2009 - 2010
Menighedsrådet skriver hvert år en oversigt over livet og aktiviteterne i Sorgenfri Kirke. Den kan du læse her:
Beretning om arbejdet i Sorgenfri Kirke i 2009-2010
Sorgenfri, juni 2010
Ombygningen
Denne periode har stået i renoveringens tegn. Det har været en besværlig tid ikke mindst for kirkens præster og personale, men det er på trods af besværligheder lykkedes at gennemføre stort set alle aktiviteter takket være stor fleksibilitet fra alle sider.
Nu er renoveringen afsluttet, og vi har kunnet tage lokalerne i sognegården i brug igen. Udover at vandindtrængningen forhåbentlig er stoppet, har vi fået et bedre ventilationsanlæg i Paradissalen, en overbygning fra penthouse til de gamle spejderlokaler samt et bedre indgangsparti, en smukkere facade med klare vinduer foroven. Den megen kritik af, at bygningen lignede en svømmehal, er forsvundet.
Konfirmationsforberedelse
En anden sag som specielt præsterne har været meget optaget af, er skolernes ønske om at flytte konfirmationsundervisningen fra morgentimer til eftermiddagstimer. Det er alle præster og menighedsråd i Kgs. Lyngby provsti imod. Det er dels ikke rimeligt at sætte et ungt menneske i den situation at skulle vælge mellem konfirmationsundervisning og f.eks. fodbold, dels vanskeliggør tidspunktet præsternes mulighed for at have begravelser/bisættelser, samtaler og plejehjemsgudstjenester flere dage om ugen. Også kirkens andre aktiviteter så som børnekor, minikonfirmander, ældremøder, begravelseskaffe m.v. vil blive berørt, da konfirmanderne fylder alle lokalerne. I henhold til folkeskoleloven skal tiden for konfirmationsforberedelsen fastsættes ved forhandling mellem kommunalbestyrelsen og præsterne. Kan der ikke opnås enighed, træffes afgørelsen af kommunalbestyrelsen efter forhandling med de berørte menighedsråd. På kommunalbestyrelsens møde den 5. maj vedtoges det, at forberedelsen skal ligge om eftermiddagen i efteråret og om morgenen i foråret, såfremt de enkelte skoler og kirker ikke kan finde frem til en anden løsning.
I begyndelsen af juni indgik Sorgenfri Kirke en aftale med de tre skoler, som har børn, der bor i Sorgenfri Sogn. Hummeltofteskolens elever vil blive undervist hele skoleåret torsdag morgen. For elever fra Fuglsanggårdsskolen og Virum skole vil der i efteråret indtil efterårsferien være konfirmationsundervisning henholdsvis onsdag fra kl. 14-16 og tirsdag fra 14-16.. Efter efterårsferien indtil jul ligger undervisningen på 2 halve dage. I foråret 2011 vil undervisningen for alle 3 skolers vedkommende foregå om morgenen.
Gudstjenesten
Kirkens kerneydelse er jo gudstjenesterne, som altid er velbesøgte i Sorgenfri. Der har i efteråret været holdt et par aftengudstjenester, hvor der også var stort fremmøde. Et nyt initiativ i dette år har været at synge ”månedens salme” skrevet af Lisbeth Smedegaard-Andersen hver søndag umiddelbart efter prædiken.
Det frivillige kirkekor har nu fungeret et års tid til stor glæde for alle. Har man lyst til at være med, kan man henvende sig til Anders Torp Gundersen via kirkekontoret. Man får så salmerne sendt af præsterne pr. mail og man kommer, når man kan. Af og til holdes en lille prøve inden gudstjenesten særlig med henblik på at lære nye salmer. Under prædiken går man blot ned i kirken og er med der. Det
er dejligt, at menigheden selv både synger for og med. Børnekirken, som fungerer under prædiken, er en rigtig god idé, særlig når der er barnedåb, hvor der jo i dag er dejlig mange børn med i kirken. Her får børnene deres egen gudstjeneste med sang, leg og oplæsning.
Efter hver gudstjeneste er der stående kirkekaffe i kirkesalen, hvor der er mulighed for at få en snak med gamle venner eller skabe kontakt til nye kirkegængere.
Der er ca. 4 børnegudstjenester om året i Sorgenfri kirke. De er alle meget velbesøgte. Der er børn over alt, og der bliver lyttet til præsterne både af børnene og deres forældre. Den sidst afholdte var ”Bededag er børnedag”, hvor der efter gudstjenesten var markedsplads, hvor børnene kunne deltage i en lang række aktiviteter. På grund af vejret blev aktiviteterne flyttet indenfor, men det gjorde ikke noget, der var fuld fart på i nogle timer, mens forældrene drak kaffe. Det kostede 20 kr. at deltage i samtlige aktiviteter, og pengene gik til vores gadebørneprojekt i Morogoro/Tanzania.
Julekrybbe
Op til jul fik Sorgenfri kirke et længe næret ønske opfyldt, nemlig en julekrybbe med Jesusbarnet, jomfru Maria, Josef og dyrene. Figurerne er i naturlig størrelse og udført af Mette Hjorth og hendes mor Gudrun Hjorth. De har arbejdet på krybben og figurerne i over et år, og resultatet er fantastisk, Kom og se den, når den igen i december bliver stillet op i kirken. Julekrybben er finansieret med støtte fra Johannes Fogh-fonden.
Konfirmation
Sorgenfri kirke har rigtig mange konfirmander, i denne sæson 125 unge mennesker. Undervisningen foretages af 3 meget engagerede personer, nemlig de 2 sognepræster og sognemedhjælperen, og her præsenteres de unge mennesker for kristendommen på så mange forskellige måder, at de aldrig vil glemme den tid, de gik til konfirmationsforberedelse. Undervisningen afsluttes med en forrygende konfirmation, hvor der skabes gode rammer og en festlig start på de unge menneskers store dag.
Aktiviteter i kirken
Kathrine Christensen har fået rigtig gang i babysalmesang, ind imellem støttet af Levi Bæk på flygel. Det er en positiv oplevelse at se de mange unge mødre med deres børn , når de synger og leger, men også får mulighed for gode samtaler med præsten.
Også vores børnekor er kommet godt i gang. Vores korleder forstår på enestående måde at få det bedste frem i børnene. Udover den ugentlige korsang medvirker børnekoret ved børnegudstjenester, julemarked, holder sommerkoncert m.v. og har mulighed for at deltage i en årlig korweek-end sammen med koret fra Christianskirken/Lyngby kirke.
En af årets store aktiviteter er julemarkedet, hvor rigtig mange i menigheden er engageret, og hvor alle pengene går til vores venskabsmenighed i Morogoro/Tanzania. Pengene bruges fortrinsvis til uddannelse af evangelister og præster blandt masaierne. Sorgenfri Kirke har siden 2002 indsamlet ca. 1½ million kr., som rækker langt i Tanzania
Kommunikation
Udover kirkebladet ”Kirken i Sorgenfri”, som udkommer 3 x årligt og ”Søndag Morgen”, som udkommer ca. 8 x om året er Sorgenfri Kirkes hjemmeside – www.sorgenfrikirke.dk – af stor betydning for kommunikationen mellem kirke og sogn. Her kan man læse alt om, hvad der sker i Sorgenfri kirke, og man kan også høre søndagens prædiken.
Ungdomscafé
Sognene i Kongens Lyngby Provsti er blevet enige om at oprette en folkekirkelig ungdomscafé med unge mellem 15 og 20 år som målgruppe. Det er tanken, at en ungdomspræst skal lede arbejdet i samarbejde med de øvrige præster. Der arbejdes i øjeblikket på at leje bygningen på Lyngby Lokalstation. Den er ikke stor, men beliggenheden er ideel, og huslejen er til at betale.
Altertavle af Arne Hauge Sørensen
Til sidst vil jeg gerne nævne, at der er faldet en appelsin i vores turban. Sorgenfri Kirke har fået lov til at låne en 3-fløjet altertavle med nadvermotiv, malet af Arne Haugen Sørensen. Den har netop været udstillet på Nivågårdsamlingen og hænger nu i Sorgenfri Kirke i det næste halve år. Der har ofte været tale om, at man kunne tænke sig en anden form for alterbillede end det store og tunge kors. Nu har vi muligheden for at se, hvordan en sådan altertavle virker i Sorgenfri kirke.
Skulle I ønske flere oplysninger, er I velkomne til at spørge menighedsrådet eller se på hjemmesiden, som opdateres løbende med tekst og billeder.
Sorgenfri Sogns Menighedsråd
v/Inger Christensen
