Per Jensen, Sognemedhjælper

Senest opdateret: 31. jul. 2008

Sorgenfri Kirke

Læs om os her!
Tag på en billedrundtur i kirken!

Kirken i Sorgenfri ved kanten af Lyngby Åmose i Det grønne Område nord for København er en levende menighed. Her kommer mange mennesker til gudstjeneste og andet kirkeliv fra nær og fjern. Vi er mange frivillige og du er også hjertelig velkommen til at være med. Vi arbejder nært sammen med områdets skoler, samt med den lutherske kirke i Tanzania i spændende og livgivende projekter blandt især masaier. Vi ved at mange mennesker henter liv og glæde i menigheden og det er vel vort eneste mål: at til stadighed gøre noget nyt og gøre en forskel ved at forkynde og skabe rammer for, at liv og glæde kan blomstre under det gode budskabs lys. Hos voksne, unge og hos børn. De sidste især forsøger vi også at være kirke for ved både søndagens gudstjenester og ved vores børnegudstjenester som myldrer af liv og sprudler af glæde.

Vi ser frem til at hilse på dig i våbenhuset, ønske dig "Godmorgen" og et 'Velkommen her i Sorgenfri Kirke'.

Følg med på en rundtur i kirken her:


Sorgenfri Kirke er tegnet af arkitekten Tyge Hvass. Kirken blev indviet i 1966. Tyge Hvass har tænkt og tegnet kirken HVID både udvendig og indvendig. Hvass vision var, at kirken skulle ligge som en stor, hvid bispehue, en mithra, på toppen af bakken med udsigt ned over Lyngby Åmose og Lyngby Sø. Men de indsamlede midler til byggeriet rakte ikke til at gøre denne del færdig. Idag har Sorgenfri menighed af både tekniske og økonomiske årsager skrinlagt planerne om at gøre Tyge Hvass vision færdig.



Kirken set fra vest





Mod øst åbner kirkesalen sine døre mod sommeralteret på kirkebakken, hvor menigheden holder udendørsgudstjenester


Kirkens terrasse benyttes flittigt af folk der går til og fra søen og åmosen, det store fredede område lige neden for kirkebakken



Kirken set fra syd. Herfra ser man tydeligst arkitektens vision om en mithra. Andre ser kirkens alterparti som en skibsstævn


Kirken set fra Åmosen en vinterdag



Den nye sognegård er tegnet af arkitekterne Juul og Frost. Sognegården blev indviet i 2001. Forud for bygningen af sognegården gik en lang og spændende pædagogisk proces. Menigheden, alle der dagligt skulle bruge sognegården og folk omkring kirken blev inddraget i arbejdet med at projektere sognegården. Herved skulle i så vid udstrækning som muligt alle ønsker til indretning og brug, modvirken af indbyggede problemer og andre betænkeligheder og forestillinger bygges ind i den færdige bygning.  Det styrende princip for den nye sognegårds indretning var mennesker, menighedens liv, og udfoldelse af forkyndelse og undervisning på så mange måder som muligt, før, nu og i fremtiden. Alt blev sat til for ikke at bygge en forhindringsbane for Helligånden. Sognegården er derfor indrettet med tre brugsrum: nederst et "kropsrum" til kreativ udfoldelse, i stueplan et "hovedrum" til foredrag, samlinger, til lytten og til sang og musik, og øverst et "hjerterum", et rum med udsigt og ro. Sognegården bruges kun til kirkelige aktiviteter og lånes og lejes kun ud til aktiviteter med kirkelig tilknytning.



Sognegårdens østside med penthouserummet, hjerterummet,  øverst og køkkenet nederst



Fra våbenhuset ind i kirken


Alterpartiet fra indgangen. Kirkens nye belysning er tegnet af lysarkitekten Gunver Hansen og blev monteret i 2006



Kirkens udsmykning består af syv udsmykkede vinduer og en rejsealtertavle. Vinduerne er udsmykket af kunstneren Jens Urup og ophængt fra 1992 - 1996.
  Vinduerne udgør en kalender over festerne i kirkeårets gang.
  Det første vindue symboliserer kirkens nytår, ADVENT: Varme og lysende farver fra de fire flammer, en for hver søndag i adventstiden.
  Det næste er JUL: Den store Bethlehemsstjerne midt på den blåsorte nattehimmel med stjernevrimle. Stjernen er rød, kærlighedens farve, men tillige blodets og dermed også dødens. Vinduet fortæller nemlig også historien om Jesus fødsel, hans lidelser, hans død og hans genopstandelse.


Det tredje vindue er FASTE: De fire store figurer ned midt igennem vinduet minder os om de fire gange ti hverdage mellem FASTE og PÅSKE. Farverne i vindueet er afdæmpede og domineret af lidelsens og eftertankens farver.  De fyrre dage svarer til de fyrre dage Jesus tilbragte i ørkenen efter sin dåb. Han trak sig tilbage for at samle tankerne og koncentrere sig om det han nu var blevet sat til at gøre. Man kan altså bruge fasten til at følge hele Jesus lidelseshistorie. En anden tradition som nok er mere udbredt idag er, at man bruger fastetiden til at koncentrere sig om det, der er vigtigt i livet.
  Efter FASTEN følger PÅSKE vinduet. Det store røde kors på baggrund af lidelsens farve. Øverst er der om korset bundet en tornekrans, som ved nærmere eftersyn snarere er en blomsterkrans eller kongekrone. På denne måde fortæller vinduet både om den uhyggelige død og den lysende jubel påskedag da disciplenes discipel, Maria Magdalena, sammen med to andre kvinder kom til de elleve disciple og fortalte, at Jesus var genopstået. Ved foden af korset tre terninger som de vagthavende soldater på henrettelsespladsen brugte til at spille om de henrettedes tøj.





Efter Påske kommer PINSE: Den afgørende begivendhed 50 dage efter påske, hvor helligånden kom til disciplene i form af små flammer der satte sig overalt på deres tøj. I vinduet ses tolv flammer, en for hver af disciplene. I baggrunden tre figurer, som danner et symbol for treenigheden. Pinsefesten ligger ved sommerens begyndelse, derfor de grønne farver og sollyset i treenighedssymbolet.

TRINITATIS : Festen i højsommeren. Med Trinitatis begynder tiden for væksten: troen, lyset og det nye liv, det nye menneske vokser i os i lyset fra de tre store sole, de tre store lys i vores liv, somn er vinduets hovedsmotiv, treenigheden: Gud Fader, Gud Søn Gud Helligånd - på latin TRINITATIS.

Og til sidst  ALLEHELGEN: Den gamle fest for de døde. Vinduets motiv er en kirkegård. Men uden dødens sorte farve. Her er grønt græs, gule blomster og livets tre floder fra skabelsesberetningen. Ved Allehelgen mindes vi vores døde. Vi mindes og takker for det liv de har givet videre til os og som vi nu deler med dem. Ved Allehelgen minder vi hinanden om, at døden ikke får det sidste ord. Det sidste ord er altid LIV. Derfor hører genopstandelsen også hjemme ved Allehelgen - og kort efter fortsætter kransen af vinduer med ADVENT, der fortæller om den Herre vi byder velkommen første søndag i advent, og som gav os det evige liv, der aldrig overvindes af døden.



Frobenius orglet



Rejsealteret er blevet skænket kirken af Ny Carlsbergfonden. Alteret er udsmykket af kunstneren Bjørn Nørgaard. De tre motivdele udgør tilsammen hele Bibelens fortælling og fortællingen om menneskelivet i tro.
  Rejsealterets billedfortælling skal læses fra venstre mod højre, ganske som med en bog.
  Alterets venstre fløj viser skabelsen. Livets begyndelse er symboliseret ved en grøn opadstræbende vækst, som nederst rummer et menneskefoster.  Men i glasset har Bjørn Nørgaard også indridset en benrad, et skelet. For Biblens fortælling om skabelsen ender med, at vi også bliver dødelige.
  Midterfeltet viser bl.a. Jesus historie fra fødsel til død og genopstandelse. Det hele er flettet sammen i en enkelt fortælling i hvilken alle deltaljer hænger sammen.
  Den dominerende figur er det, der egentlig skulle være Jesus på korset omkranset af to røvere. Men Nørgaard har ikke fremstillet Jesus i almindelig menneskeskikkelse. I stedet minder figuren snarere om det ufødte menneske i moderens skød. Dette støttes af, at "Jesus" ikke er omgivet af to korsfæstede røvere, men af to hængte mennesker (i dag er vi ikke så umenneskelige at vi korsfæster mennesker længere.....), en kvinde og en mand. To af de tre vise mænd ligger på knæ ved siden af og herved bliver dødsscenen også til fødselsscenen i fortællingen.
  Nederst ligger den døde i graven, klædt i hvidt. For at gøre det klart, at her har døden magt, har Nørgaard fremstillet døden i form af en klo, en krabbeklo (krabbe hedder på latin noget med "cancer"), dødens klo. Men fra den døde i graven udgår også en lang spiralformet  linje. Spiralen er et meget gammel symbol som man finder hos mange kulturer over hele kloden. Vi finder også spiralen i naturen - i konkylien og i DNA, for eksempel. Spiralen er et symbol på SKABELSE og dermed på liv. Så fra Jesus grav udgår altså en ny skabelse, et nyt liv! I fortællingen om Jesus handler spiralen derfor også om genopstandelsen.
  Den højre og sidste fløj synes at være en gentagelse af af skabelsesmotivet på alterets venstre fløj. Her er den grønne organiske vækst og rummet for det lille foster. Men fosteret er der ikke og benraden, skelettet, er også borte. I glasset har Nørgaard indsridset et opadstræbende spiralmotiv, en trappe og et kors i stedet! Graven er tom, døden er forsvundet ud af verden, livet er genopstået. Det evige liv, der aldrig mere kan trues af døden, det evige liv, som Jesus døde - og genopstod -  for for at kunne give os.
    REJSEALTERET ER UDLÅNT TIL MUSEET HOLMEN I LØGUMKLOSTER FRA DEN 9. AUGUST TIL DEN 19. OKTOBER.



Kirkesalen støder op til kirken kun adskilt fra denne af foldedøren i baggrunden. Kirkesalen er indrettet til multimedierum og her udfolder meninghedens rige filmliv sig



Salens dør ud mod kirkebakken. Vinduet er udsmykket med motiv over juleevangeliet. Udsmykningen er lavet af 3. klasse fra Fuglsanggårdskolen i 2002



Korridoren i den renoverede gamle sognegård. Med den nye sognegård i baggrunden



Hovedtrappen i sognegården. På vej op til penthouserummet, i baggrunden køkkenet



Fra penthouserummet er der flot udsigt mod den fredede Prinsessehøj





Køkkenet



Paradissalen med plads til 100 mennesker. Salen er udsmykket af kunstneren Julie Brabcova, der efter en juleprædiken om at ønske sig gaver selv henvendte sig til præst og menighedråd med et ønske om at få lov til at udsmykke salen med  "Glimt af Paradis".

Først ses "Kristustræet". Kronen er delt i tre som symbol på treenigheden. Op ad træet vokser Lutherrosen: den hvide rose med et rødt hjerte midt i blomsten og midt i denne et lille sort kors. I træets bark er "indridset" andre symboler på centrum for hele det kristne liv: Jesus. Fra "Kristustræet" flyver fire gule fugle. Fuglene symboliserer de fire evangelister og fjerene der falder fra fuglene er evangelisternes ord til menneskene i verden. Træet leder tanken hen på et Baobabtræ fra Afrika. Sorgenfri Kirke samarbejder med den lutherske kirke i Morogoro stift i Tanzania. Endvidere fortæller afriskanske myter, at det var i eller omkring Baobabtræet, at verdens skabelse og livet begyndte.

Efter "Kristustræet" følger "Mariatræet". Også dette træ er udsmykket med Mariasymboler: liljen og mariamonogrammer i barken. Denne sammenhæng mellem det mandlige og det kvindlige understreges af de to engle, en "mand"og en "kvinde", som mødes med en palmegren - et gammelt symbol på fred.

I salens hjørne omkring flyglet har Julie Brabcova afbildet jubelsangen og musikken som idag er en vigtig del af gudstjenesten.




Efter sangens og musikkens hjørne følger billedet af Guds bolig. Guds bolig er udsmykket med en række traditionelle symboler på både Gud og treenigheden. Neden for Guds bolig står en fontæne, et billede på både livets vand - Jesus -  og dåben. Vandet fra fontænen spredes ud over kummen og nærer livet, der i form af blomster spirer og vokser omkring livets kilde.

Ved siden af Guds bolig breder Livets træ sig. Træet kan vække mindelser om "Kristustræet" og i dets krone ses en række dyr. Her er dyr der forlængst er uddøde, dyr som vi mennesker har udryddet, som for eksempel dronten, dyr som vi er tæt på at udrydde, bjerggorillaen, og dyr som vi almindeligvis ser som hinandens modsætninger, men som her forenes som billede på Det Nye Liv. Livets træ fortæller om det nye liv som Jesus har sat "gang i" og som en dag skal udfolde sig over hele jorden. På jorden ved siden af livets træ står det nye spirende og struttende liv og leder blikket videre rundt til .....




..... den store sol på den modstående væg. Solen er anbragt på vestvæggen. Vest er det verdenshjørne hvor solen normalt går ned. Men denne sol er ikke en nedgående sol. Den er derimod det lys, det aldrig går ned, men bliver stående på vores livs himmel, ved vores livs horisont: Livets lys, Guds lys.



Kig ned i underetagen. I gulvet står Guds navn: "Jeg er den jeg er"!



Lille Sal i sognegården. Kropsrummet til kreativ udfoldelse for børn, unge og voksne. Her er ingen traditionelle møbler,  men puder og hynder. Scenen er til for at give alle lejlighed for at få lov til at fortælle Bibelens fortælling for et "publikum" - det er nemlig en væsentlig del af kristendommen: at fortælle for at give budskabet om Jesus videre. Til daglig færdes vi her uden sko. Det giver ro, her bliver rart at være og alle er her på lige fod, så at sige











Bagvæggen i Lille Sal er udsmykket med en billedfrise skabt til rummet af kunstneren Mette Hjorth



   Billedfrisen fortæller hele den kristne vision i seks billeder, hele Bibelens drama og menneskelivets forløb.
  Fra venstre mod højre: Skabelsen, Pagten, Gud bliver menneske i Jesus, Fristelsen, Påsken og til sidst de sidste kapitler i Johannes Åbenbaring, den sidste bog i det nye Testamente, om at Gud gør alting nyt!

Skabelsen: her er mørket og lyset, himlen, vandet og jorden, stjernerne samt mennesket. Over det hele lyder syv gange: "Og Gud så, at det var godt." Verden er skabt god!

Pagten: Mennesket brød aftalen med Gud og blev som Gud.  Som en del af denne aftale måtte mennesket forlade Edens have og blev derved dødelige da de ikke længere havde adgang til Livets Træ. Men mennesket kaldte stadig på Gud - og Gud var stadig med menneskene. Igennem hele det Gamle Testamente i Bibelen fortælles det derfor gang på gang, at Gud og mennesker mødes for at indgå nye aftaler, der kan lede dem frem til en gang igen at være sammen. På billedet her har Mette Hjorth fremstillet fortællingen om Moses, der mødes med Gud. Ved disse møder bliver Moses både leder og den der på folkets vegne indgår en ny aftale, en pagt, med Gud, som vi idag bedst kender som De Ti Bud. Billedet fortæller også, at de mennesker Gud have skabt igen og igen bryder disse aftaler, nemlig hver gang de møder modgang - eller oplever kraftig medgang: da bliver menneskene selvtilstrækkelige og selvrådende og laver sig nye guder i deres eget billede.

Gud bliver menneske: "Julebilledet" viser hvordan Gud til sidst selv bliver menneske i Jesus for på denne måde at være hos menneskene og give dem det nye liv i hvilket dødens magt i verden - det der skiller menneskene fra Gud - bliver brudt. Det er dette, der er julens fortælling: at Gud til sidst selv bliver menneske og lever som menneske for at kunne frelse menneskene. Ikke fra en fjern og uigennemskuelig himmel, med ved at være her hos os som en af os!

Fristelsen: Det fjerde billede viser hvordan Jesus blev fristet af Djævelen. hvordan Gud og Djævelen kæmper om magten over verden, om magten over menneskene, en kamp som Gud vinder. Billedet viser også mennesket i dets sorteste stunder, hvor trangen til at give efter eller give op er allerstærkest. I den situation fortæller Bibelen, at der stadig er en der bærer vores liv - og bærer det igennem den "nat," vi alle kan opleve.

Påsken: Påsken er både den sorteste og den mest lysende tid i kirkeåret. Mette Hjorth har valgt at sætte nadveren i centrum af billedet. I nadveren under gudstjenesten fejrer vi fællesskabet mellem Gud og mennesker, det nye fællesskab som Gud lovede os mennesker efter at de første mennesker brød med Ham. Men hele den uhyggelige fortælling om at Jesus blev torteret og henrettet er også med i billedet som den uundværlige baggrund for eller ramme omkring det nye liv, som Jesus har givet os. Døden er stadig i verden, men nu er her også en magt, der er større og stærkere: Gud!

Guds Rige: Det sidste billede viser det som er budskabet ved gudstjenesten: at Gud gør alting nyt! At alting bliver nyt betyder, at selv ikke en gang døden længere findes. Billedet fortæller det som står at læse i den sidste bog i Bibelen, "Johannes Åbenbaring", nemlig at en dag skal Gud og menneskene igen være sammen præcis som det hele begyndte en gang. Nu "blot" med den forskel, at vi aldrig kan skilles fra Gud igen. Verden bliver ny.